Hvilken type hosting skal jeg vælge?

Hvis du gerne vil have at andre mennesker skal kunne tilgå din hjemmeside, så er det essentielt at hjemmesiden er tilknyttet en server. Et webhotel er den plads på serveren hvor din hjemmeside ligger. Det svarer lidt til, at hvis du vil have en fysisk butik, så skal du leje et butikslokale. Du vil altså altid skulle bruge et webhotel for at få din hjemmeside live.

hosting - Wuo - blog
Jannik Vinther-Jensen
Jannik Vinther-Jensen

Modificeret 18-10-2022

Hvad er et webhotel egentlig? Hvis du før har startet en hjemmeside, så har du nok hørt om et webhotel. Men, hvad kan det bruges til, og hvorfor er det vigtigt med et webhotel?

Hvilket webhotel er rigtigt for mig?

Okay, så for at have en hjemmeside, så skal man have et webhotel. Hvilket webhotel er så det rigtige for dig? Det kommer an på hvad din hjemmeside skal bruges til.

Valget af webhotel afhænger af hvor mange ressourcer din hjemmeside bruger. Hvis du har en standard hjemmeside, så er standard webhotel ofte hurtige nok til at dække hjemmesidens behov, men hvis du har en større webshop med hundredvis af produkter, så ville det nok være smart at leje sig ind på en lidt større server.

Hvilke typer findes der?

De fleste hjemmesider vælger det vi på godt dansk kalder for ’shared hosting’. Det er den billigste løsning, og er rigelig plads for de fleste hjemmesider. Nogle gange har du som virksomhed, dog brug for at din hjemmeside kan lidt mere, hvilket ofte kræver en del flere ressourcer, og så er det som sagt en god ide, at overveje en anden type hosting.

Shared hosting

Minder lidt om et lejlighedskompleks, hvor hvert webhotel har hver sin lejlighed. Hvis du ikke er mere end almindelig it-kyndig, og du gerne vil holde dine omkostninger nede, så er dette nok svaret for dig.

Du deler serveren med alle de andre hjemmesider i opgangen. Du er dermed heller ikke enerådig om ansvaret for det hvis serveren går ned. Med shared hosting har du adgang til teknisk support, som hjælper dig med alle dine spørgsmål og behov. Hvis du ikke selv har erfaring med vedligeholdelse af serverer, og din hjemmeside ikke kræver særlig mange ressourcer, så er det sandsynligvis den bedste løsning for dig.

WordPress Hosting

WordPress Hosting er som navnet antyder, en løsning som er udviklet specielt til WordPress. Hvis du vil have en WordPress hjemmeside, og du vil have den live nemt og hurtigt, så er WordPress Hosting løsningen for dig.

Med WordPress Hosting kan du få det som hedder 1-click install. Det gør det muligt at installere WordPress med et enkelt klik. Det er ofte den billigste og hurtigste løsning, da du får hjemmeside og hosting i en samlet pakke.

VPS hosting

VPS er et akronym for ’Virtual Private Server’. Det vil sige, at det, modsat et webhotel, ikke forbundet til nogen fysisk hardware. VPS er ofte et godt valg, hvis du har en hjemmeside der kræver en del ressourcer eller webshop med mange produkter, og du samtidig gerne vil have kontrol over din server.

Med VPS er du sikret mod nedbrud, fordi at forbindelsen er delt op mellem flere forskellige virtuelle servere i et samlet netværk. Hvis en server går ned, så tager en anden over. Du lægger sandsynligvis ikke mærke til det, hvis en server får et nedbrud. Som virksomhed, kan du derfor potentielt spare penge og tid ved at være garanteret en høj oppetid.

VPS er en populær løsning for større virksomheder. Det er en del dyrere end shared hosting. Den økonomiske fordel ved VPS er dog, at du kun betaler for nøjagtig den plads du har brug for. VPS er nemlig en meget fleksibel løsning, som kan skaleres til at passe til virksomhedens behov, og skulle du på et tidspunkt få brug for mere plads, så kan løsningen skaleres online.

Dedikeret hosting

Dedikeret hosting er for de hjemmesider hvor oppetid og ventetid er afgørende. Det er de hjemmesider og webshops hvor der hele tiden er brug for maksimal performance. Denne type hosting kan foregå igennem både en fysisk og en virtuel server, og kan opsættes og skaleres efter behov.

Med dedikeret hosting administrerer du selv din server. Det kræver derfor at du har en vis teknisk forståelse for hosting, samt en god forståelse for din virksomheds nuværende og fremtidige behov, hvis du vælger denne løsning.